+45 96 67 09 00

Afslapning og hygge i ferien

Ferietid er lig med afslapning! Endelig kan I tage en pause fra hverdagens trummerum, slappe af og samle energi. På den nordjyske vestkyst kan I bo i sommerhus midt i naturen, solbade på terrassen i sommerhuset og grille på terrassen om aftenen. Fordyb jer i en god bog, tag ud i naturen eller besøge de hyggelige badebyer og oplev den afslappede feriestemning.
Angler in Waders an der Küste

Kom helt ned i gear i ferien med masser af hygge i sommerhus og ren afslapning. I sommerhus på nordvestkysten et I omgivet af uforstyrret natur og her bestemmer i selv tempoet. Der er mange stier lige uden for døren, der fører jer gennem smuk natur, hvad enten I er på gåben eller på cykel. Her kan I lade batterierne op i den friske luft og slappe af i sommerhuset med et godt glas rødvin og forvandle lokale råvarer fra vejboder til et lækker måltid mad.

Der er mange steder på den nordjyske vestkyst, der ikke er overrendt af mennesker, især uden for højsæsonen. I naturen kan I finde rolige åndehuller og på stranden skal I ikke bevæge jer ret langt væk fra de populære strande ved fx Løkken, Blokhus og Lønstrup for at finde steder i klitterne, hvor I kan være jer selv. I kan tage på loppemarkeder og gøre en god handel, besøge gårdbutikker og grøntsagsboder langs landevejene med friske grøntsager til maden eller købe keramik med hjem fra den lokale keramikers værksted.

Når I får lyst til at komme ud og udforske området, I holder ferie i, kan I finde inspiration i denne ferieguide. Her komme vi med bud på oplevelser, som I kan fordybe jer i eller som afspejler det lokalområde, I holder ferie i.

Naturoplevelser på Nordvestkysten

Hele den nordjyske vestkyst er rig på natur og der er mange stier, der både egner sig til gåture og cykelture. Syd for Slettestrand ligger Svinkløv Plantage, hvor der er masser af stier, der indbyder til en gåtur i skoven. I kan tage til udsigtspunktet Svineklovene i den sydlige del af Plantagen, hvor der er en flot panoramaudsigt over Jammerbugten. Udsigten fra Svineklovene optræder i TV2s populære serie Badehotellet, og nogle af scenerne er optaget i området.

Fosdalen er en 1 km lang, fredet kløft, der skærer sig igennem bakker, der er op til 60 m over havet. I kan parkere ved Lerup Kirke og gå ind i Fosdalen, der er bevokset med løvskov og derfor adskiller sig fra den omkringliggende natur med gran- og fyrtræer.

I Blokhus Plantage er der gode muligheder for at gå eller cykle lange ture, og der er også stier til Mountainbikere, samt en fitnessti og ridestier. I kan fx gå en tur ad Brændevinstien, der går forbi den lille sø Nørresø. I Blokhus Plantage er der også shelterplads og Blokhus Gateway med en stor skovlegeplads og bålsteder.

Ved Saltum finder I et smukt, fredet område, der hedder Lille Norge. Det bakkede område og den store smeltevandsdal kan med lidt god vilje minde om de norske fjelde. Guldagerhøj ligger lidt syd for området og er et godt udsigtspunkt.

Kører i mod Nørlev Strand kan I parkere på parkeringspladsen på Nørlev Strandvej og gå en tur i det fredede område Skallerup Indlandsklitter. Her er det kuperede område bevokset med krat hist og her af enebær, hyld, havtorn og vild rose. Der er mange forskellige fuglearter i området.

Ved Kærsgård Strand er der en parkeringsplads forenden af Kærsgård Strandvej, og herfra kan I bevæge jer ud i et fredet område, der både består af en kystskrænt og et lavt område bagved, der hedder Vandplasken. Fra parkeringspladsen kan I følge en sti, der fører til broen, der går over Liver Å. Herfra kan I se Hirtshals fyr og Tornby Plantage. Dele af det fredet område er indhegnet og her er der ingen offentlig adgang, men uden for indhegningerne kan I bevæge jer frit.

Lidt syd for Hirtshals ligger Tornby Plantage, hvor der er forskellige afmærkede ruter, I kan følge gennem et stykke særpræget og smuk vestkystnatur. Plantagen er højt beliggende på en tidligere havskrænt, der er gennembrudt af ådale. Nedenfor skrænten kan I gå på en hævet stenalderbund med hvide klitter. Der er et rigt dyre- og planteliv i Tornby Plantage, og plantagen er bestemt et besøg værd.

Events og festivaler

I løbet af sommerhalvåret afholdes der en del events og festivaler på den nordjyske vestkyst. Der er fx koncert i Løkken, hvor I kan opleve nogle af de største navne indenfor dansk musik og i Hirtshals afholdes der hvert år fiskefestival, hvor I kan opleve alt godt fra havet. I Blokhus og omegn er der hvert år mange forskellige arrangementer, så hold øje med programmet for byen, hvis I holder ferie i området. Alle event henvender sig til et bredt publikum og der er altid sørget for at der er noget af interesse for alle i familien. Her får I en kort oversigt over nogle af de ting, I kan opleve, når I holder ferie på Nordjyllands vestkyst.

Musik på torvet, Blokhus

I juli og august er der hvert år gratis koncerter på torvet i Blokhus. Koncerterne er blevet en sommertradition i byen, og de trækker folk til fra nær og fjern. Styrter regnen ned, kommer paraplyerne frem og danner et tag over torvet, og på lune sommeraftner, hvor solen ikke vil slippe sit tag i badebyen, hersker der en afslappet, næsten sydlandsk feriestemning. Koncerterne er én gang om ugen, og det er mange forskellige kunstnere, der kigger forbi Blokhus, det er bl.a. navne som Henning Stærk, Cisilia, Citybois. Spørg på turistkontoret for at få en programoversigt eller find den på internettet.

Blokhus Hundefestival

Hvis I har hunden med på ferie eller bare er glade for hunde, så kan I tage til hundefestival den anden weekend i september i Blokhus Vildtreservat. Her er opvisninger med hunde, hundeklubber, der viser deres hunde frem, sjove arrangementer for børn, ørneshow, bueskydning og boder med hundeudstyr og foder. I kan stille spørgsmål til fagfolk om pasning og træning af hund, og der er aktiviteter for jer og jeres hund.

Saltum Uldfestival

Den anden weekend i maj afholdes Skandinavien største uldfestival i Saltum. Her kommer hvert år ca. 20.000 strikkeglade og kreative personer på besøg. Uldfestivalen holdes lidt udenfor Saltum, men i Saltum by er der også mange arrangementer i løbet af weekenden. I kan se de gamle håndværk i egnssamlingens flotte udstillinger, gå på loppemarked og besøge gallerier og butikker i byen.

Blokhus Windfestival

Windfestival løber af stablen i pinsen og er en udvidet dragefestival, hvor I også kan opleve kitesurfere og paraglidere. I naturligvis også se flotte og farverige drager på stranden ved Blokhus, hvor drageentusiaster fra hele norden mødes. Der er desuden opvisninger, boder med drager og udstyr og workshops. I kan også flyve med jeres egen drage.

Store Badedag

I juli markerer Blokhus årsdagen for den første dukkert i Vesterhavets bølger i 1865 med masser af arrangementer og festivitas. Der er bl.a. koncert på torvet, sjove konkurrencer for børn og kunstmarked.

Blokhus Fly-In

Sidst på sommeren kan I se det spektakulære syn når de mange fly lander på stranden ved Blokhus. Der er både nyere og ældre flymodeller repræsenteret og flyene kan beundres på stranden, når de er landet. I kan også se faldskærmsudspring og svævefly. På torvet i Blokhus er der salgsboder og udstillinger.

Seværdigheder og udflugter

Antik, retro og genbrug

Hver søndag i juni, juli og august summer der af liv i den lille by Hune ved Blokhus, når der afholdes Hune Marked. Der er boder ved bageren, ved forsamlingshuset og langs hovedgaden. Med duften af brændte mandler og friskbagt brød i næsen kan I lede efter kopper til mormors stel, retrokøkkenudstyr eller et gevir til at hænge i stuen. Her er krejlere, kræmmere og alt, hvad en skattejægers hjerte begærer.

I Lønstrup er der Antik og Retromarked hver tirsdag i fra juni til starten af august. Markedet bugner af keramik, glas, boligting og nips, og I har mulighed for at gøre en god handel ved en af de mange boder. Markedet forgår på pladsen ved butikken Art F, der sælger gamle designmøbler og boligting af god kvalitet, så tag et kig ind i butikken, når I er der.

Holder I ferie i sommerhus Nord for Lønstrup eller i Kjul, har I ikke lang til Lykkegaard Galleri – Marskandiser ved Tversted. Gården med antik og genbrug ejes af Mads og Jens, som er kendt fra programmet Skattejægerne på DR1. Her kan I rigtig gå på opdagelse mellem porcelæn, samleobjekter, designting og retrovarer. Der er også et udvalg af the, kaffe, vin og boligtekstiler.

Skulpturparken, Blokhus/Hune

I den store park ved Kulturhuset i Blokhus/Hune, kan I opleve flotte og fascinerende skulpturer i forskellige materialer, bl.a. jern og granit. Det helt store tilløbsstykke er træskulpturerne, der står rundt omkring i parken og skaber stemning og de kæmpe store sandskulpturer, der har deres egen afdeling i parken. Når parken åbner for sæsonen i maj, kan I overvære, når kunstnere fra hele verden arbejder med at skabe nye sand- og træskulpturer. Der er gang i motorsavene, når træstamme får nyt liv og dekoreres med fine detaljer. I kan også kigge over skuldrene på kunstnerne, når store bunker af sand bliver forvandlet til udsnit af magiske verdner og gigantiske dyr. Hvert år er der nye temaer i parken, der danner grundlaget for årets nye skulpturer. Haven er smuk anlagt med stier, bede og vand, så I får en flot, sanselig oplevelse på turen gennem parken.

I kan købe mad og kaffe og kage i Kulturhusets café.

Anne Justs Have, Blokhus/Hune

Haven i Hune blev danmarkskendt gennem en række tv-programmer på DR2, og man behøver ikke være havemenneske for at kunne nyde Anne Justs Have. Skuespilleren Ghita Nørby beskriver besøget i haven som ’…En indsprøjtning af alt det bedste i verden…’ . Her kan I opleve et væld af farver og former, finurlige indslag og forskellige grønne rum. Der er mange uforstyrrede siddesteder, hvor I kan finde ro og betragte den maleriske have. Anne Just, der grundlagde den fantastiske have, var en talentfuld kunstner, og I kan se mange af hendes store keramikkrukker pryde haven. I kan også gå på opdagelse i Anne Justs atelier og se hendes blomstermalerier, besøge lysthuset, værkstedet og drivhuset. I kan tage en pause fra alle de smukke indtryk ved Kaffehuset, hvor I kan købe kringle og kaffe og the ad libitum. I Plantebutikken finder I et lille udvalg af havens planter, som I kan købe med hjem.

Løkken Bryghus

Får I lyst til en lokal øl i ferien, kan I tage til Løkken og besøge et charmerende mikrobryggeri, der ligger i forlængelse af et flot gammelt pakhus fra 1800-tallet. Her kan I komme på rundvisning efter aftale og deltage i ølsmagning. I kan også drikke en kold øl på en varm sommerdag og nyde stemningen i Løkken by. Bryghusets ølsortiment varierer fra den helt lyse pilsner til den mørke ale og stout.

Vennebjerg Mølle og Keramikcafé Møllehuset

Ikke langt fra Lønstrup ligger Vennebjerg Mølle, og på dage hvor vinden blæser med tilpas styrke, kan I opleve møllen i brug, og I kan komme ind og se, hvordan man malede korn i gamle dage. Den gamle møllegård bag møllen var maleren Johanne Hofmeisters hjem fra 1966-1990, og huset er i dag indrettet med et keramikværksted og en hyggelig café i det gamle atelier. Her kan I købe keramik af keramikeren Kerstin Feldkamp og nyde en kop kaffe og et styk kage fra det overdådige udvalg af lækre kager eller en brunch, hvis sulten melder sig om formiddagen. Det hele serveres selvfølgelig på Kerstins egen keramik.

Ørnereservatet Eagleworld

Er I til natur og fugle, så venter der jer en enestående oplevelse i Ørnereservatet Eagleworld, som ligger i smuk natur kun 20 minutters kørsel fra Hirtshals i retning af Skagen. Her kan I opleve et flot rovfugleshow, hvor I har muligheden for at sidde på første række, når nogle af de største ørne i verden spreder vingerne i luften. Under showet fortæller og underholder falkonererne, så det også bliver en lærerig oplevelse.

I showet optræder bl.a. kongeørn, nordatlantisk havørn, jagtfalk, lammegrib og Stellers Havørn, som med sine knap 10 kilo og et vingefang på op til 2.5 meter er verdens tungeste ørn. Ørnereservatet Eagleworld er Skandinaviens største videncenter for rovfugle, hvor dedikerede fuglefolk gennem forskning prøver at fremme forståelsen for rovfuglene. Ørnereservatet åbner en time før showet starter og det er en god idé at komme tidligt, så har I tid til at se udstillingen om ørnene og reservatet, og få en kop kaffe, inden showet starter.

  • SPAR DKK 308,-

    • Destination:

      Nr. Lyngby

    • Pris:

      DKK 1610,-

    • Reg.nr.:

      11-3029

    • Personer:

      5

    • Internet:

      Ja

    • Toiletter:

      1

    • Hus:

      63 m2

    • Soverum:

      1

  • SPAR DKK 419,-

    • Destination:

      Løkken

    • Pris:

      DKK 2057,-

    • Reg.nr.:

      11-4495

    • Personer:

      5

    • Internet:

      Ja

    • Toiletter:

      1

    • Hus:

      66 m2

    • Soverum:

      3

  • SPAR DKK 451,-

    • Destination:

      Grønhøj

    • Pris:

      DKK 2183,-

    • Reg.nr.:

      12-0329

    • Personer:

      6

    • Internet:

      Ja

    • Toiletter:

      1

    • Hus:

      62 m2

    • Soverum:

      3

  • SPAR DKK 490,-

    • Destination:

      Nr. Lyngby

    • Pris:

      DKK 2338,-

    • Reg.nr.:

      11-3090

    • Personer:

      6

    • Internet:

      Ja

    • Toiletter:

      1

    • Hus:

      76 m2

    • Soverum:

      3